Landsins bestu áskoðarar

Tað rakk tíverri bert til eitt silvur heiðursmerki á hesum sinni, tá menninir leygardagin leiktu steypafinalu móti H71, men hóast hetta er tað ein sera errin venjari, sum hugleiður um steypafinaluna. Zilber leggur dent á, at allir teir mongu StÍF-fjeppararnir, sum møttu upp í høllini á Hálsi leygardagin vóru framúrskarandi:


Så blev det endelig finale dag. En dag som vi havde set frem til lige siden den vilde kamp mod Neistin sidste uge på hjemmebane. 

Sikke en dag, sikke en oplevelse og sikke en atmosfære. I mine mange år både som spiller og træner, må jeg indrømme at rammerne omkring pokalfinalen heroppe på Færøerne, er noget jeg ikke har oplevet meget længe. En kulisse som på mange områder minder meget om internationale finaler. 

Vi startede dagen med en hyggelig brunch hos en sponsor, så spillerne kunne lade optimalt op til kampen, både med lidt mad men også i komfortabelt lounge område, hvor snakken internt kunne nydes. 

Taktikken blev lagt og tankerne på kampen blev tunet ind, og nu manglede vi kun kampstart. 

Kampen startede i højt tempo og hårdt spillende forsvar, en aftale vi havde lavet på taktikmødet og med ekstra pres på kontrafasen, ja så gik kampen da næsten vores vej. En føring på 14-11 var nok mere end hvad vi havde drømt om, men om det så var en drøm, vi pludselig vågnede op fra eller nerver der spillede ind, tja det må guderne vide. De næste par minutter lavede vi fejl gang på gang og i stedet for en dejlig komfortabel føring, ja så endte første halvleg 14-14. 

Pausen blev brugt på at snakke om vigtigheden i at holde vores aftaler og at minimere alle de personlige fejl. 

Starten gik vel næsten for godt til at være sandt. Vi fik lagt godt pres og med flot forsvar, ja så var stillingen igen plus 3 (19-16). H71 blev nu ramt af en dobbelt udvisning, så tingene så godt ud for os.

Men men men. Alt hvad der kunne gå galt gik galt, chancer blev misbrugt, bolde blev afleveret direkte til modstander og forsvaret samt målmændene gik i opløsning. En periode vi sent vil glemme. I løbet af kort tid var vi bagud med 5-6 mål. 

Av av av! Nogle vil sikkert kalde det gummiarm andre manglende form osv. osv. osv. Status er i hvertfald at selv med flot spil i de sidste minutter, ja så tabte vi denne finale med 24-28. 

Vi er selv meget skuffet over selve resultatet, MEN som træner for dette hold, er jeg stadigvæk meget stolt over drengene. De har igennem denne sæson udviklet sig for hver kamp, de har spillet og ja der vil komme tilbagefald i nogle kampe. Men generelt er holdet vokset med opgaven. 

En pokalturnering som jeg synes ALLE i klubben burde være stolte af. Med udebanesejre mod Kyndil og VÍF viste vi, at vi kan være med selv mod de bedste hold. Med samlet sejr over Neistin viste vi, hvad vi var lavet af, i forhold til minus 4 i første kamp. En finale mod rækkens suværene tophold H71, som vi i 45 min. holder fra fadet og egentlig burde have slået, ja så viste vi alle, at vi har er kæmpe potientiale på dette hold. 

I medierne er denne pokalfinale blevet omtalt som den bedste pokalfinale i meget lang tid, og det synes jeg som klub, vi skal være stolte af. 

Til sidst må jeg på holdet vegne også sige, at vi nok har landets bedste tilskuere. Hold nu fest hvor var det dejligt at se jer, men også at høre jer hele tiden. I er simpelthen outstanding og ingen når jer, når det kommer til opbakning. Tusinde tak skal I alle have. Vi håber nu i ALLE kommer igen og støtter os, så vi kan få masser af sejre i turneringen og måske endda få medaljer hjem til byen igen.

Mvh.

Tomasz Zilberberg (ZILBER)